I 1990 blev der etableret et værksted, som forestår reparationer på og vedligeholdelse af eksterne komponenter, samling af in-house udviklede komponenter samt montering af styreenheden til jernbaneoverkørsler og overgangsanlæg.
Igennem årene har Rosenfelt & West Engineering A/S bistået Vejdirektoratet med udvikling af den elektroniske styreenhed BUES 2000 og overgangsanlægget VD05. Derudover har Rosenfelt & West Engineering A/S også udviklet en elektronisk klokke, en ny og forbedret bomlygte, eftergivelige master samt medvirket til en lang række andre sikkerhedsfremmende tiltag. Hvert år gennemføres mellem 225 – 285 overkørselsrelaterede projekter. Projekterne spænder fra udskiftninger til ændringsarbejder, stibomsuppleringer, hastighedsopgraderinger etc.
I tillæg til ovenstående har virksomheden også rådgivet Banedanmark og en række kommuner i forhold til projektledelse, projektering, validering, tegningsarbejder, værkstedsarbejder, ibrugtagning etc. af nye BUES 2000 anlæg samt en række udskiftninger af relæbaserede anlæg. Desuden leverer vi en bred vifte af komponenter og udfører renoveringer på blandt andet bomdrev og sikkerhedsrelæer.
Kontor og lager er beliggende i Ølstykke og beskæftiger i dag ca. 20 medarbejdere.